Et mangfoldigt bykvarter

Bellakvarter er en mangfoldig bydel, hvor mennesker bor, arbejder og mødes. Inspirationen til Bellakvarter er hentet i de klassiske københavnske københavnerkarréer og i brokvarterer, og er et lokalt kvarter med et rigt byliv, caféer, grønne parker, butikker og erhvervsmiljø.

Dynamisk samspil mellem kontormiljøer og byliv

I udviklingen af erhvervsområdet er der stærkt fokus på, hvordan indretning og placering af kontormiljøer kan styrke virksomheders netværk, samspil og innovation. Samspillet mellem kontormiljøer og byliv er et væsentligt og vigtigt aktiv. Bylivet skal trækkes ind i stueetagerne, mødeaktiviteter skal kunne finde sted på byens caféer, på gåture og i parkerne i området.

Lokalt bymiljø og pulserende erhvervsliv

Bellakvarter er et eksempel på, hvordan et nyt, mangfoldigt bykvarter kan spille sammen med et dynamisk og internationalt erhvervsområde. I dagtimerne summer kvarteret af forretningsfolk, cafébesøgende og lokale erhvervsdrivende, mens der tændes lys i byhuse og lejligheder om aftenen. I weekenden befolkes kvarterets legepladser og parker af legende børn og lokale familier sammen med internationale hotelgæster og messebesøgende til Bella Center Copenhagen.

En frodig bydel, hvor naturen er nærværende

Byrummet omkring erhvervsområdet bindes sammen af en grøn strækning, som bliver et karakteristisk islæt i bevægelsen til og fra kontormiljøerne. Bydelen ligger klods op af Amager Fælled og er designet, så naturen kan mærkes i kvarteret. De mange grønne pladser og lommeparker bindes sammen af frodige alléer, og vandet er nærværende i bydelens avancerede regnvandshåndteringssystem i kanaler og søer.

Bella Center Copenhagen åbnes op, og livet trækkes ud i gaderne

De kommende år åbnes Bella Center Copenhagen op. Der er planer om at etablere nye indgange, renovere facaderne og trække livet ud i gaderne, så der skabes synergi mellem centerets aktiviteter og livet i det nye bykvarter. Samtidig etableres der en ny stor messe- og kongreshal, som tiltrækker nye og spændende arrangementer til kvarteret – og til København.