Bellakvarter ejes af Sampension og AkademikerPension og udvikles af Solstra Development. Masterplanen bag Bellakvarter er skabt af Solstra Development i et tæt samarbejde mellem COBE og Vilhelm Lauritzen Arkitekter. De to tegnestuer har arbejdet sammen på en række projekter – blandt andet Krøyers Plads, der har vundet den prestigefulde MIPIM pris som verdens bedste boligbyggeri.
Bellakvarter ejes af Sampension og AkademikerPension med en ejerandel på henholdsvis 67 pct. og 33 pct. Sampension er Danmarks tredje største pensionsselskab og forvalter investeringer for omkring 350 milliarder kr. for deres kunder, mens AkademikerPension har 350.000 medlemmer og forvalter investeringer for 150 milliarder kr.
Solstra Development har bred erfaring inden for byudvikling, lokalplanarbejde, byggeri samt køb og salg af fast ejendom, altid med fokus på bæredygtighed. Solstra har udover Bellakvarter medvirket ved udviklingen af flere andre prisvindende projekter i Danmark blandt andet opførelsen af Copenhagen Towers. Solstra har også erfaring med komplekse byggeprojekter og har f.eks. stået for opførelsen af Kronen Vanløse, der blev re-designet og udvidet betydeligt. De seneste år har Solstra gennemført flere af de største ejendomstransaktioner i Danmark.
Tegnestuen COBE er kendt for både byplanlægning og arkitekturprojekter i København og udlandet. COBE har blandt andet tegnet det prisbelønnede Biblioteket i Nordvest, de nye stationsbygninger på Nørreport, byrum på Israels Plads og de nye bolig- og erhvervsejendomme på Krøyers Plads. Indehaver Dan Stubbergaard er af Børsen Pleasure magasin blevet udråbt til ”kongen af København”, fordi tegnestuen har sat sit præg på hovedstaden i de sidste år. Og successen fortsætter, idet COBE netop har vundet konkurrencen om en ny masterplan for Papirøen.
Vilhelm Lauritzen Arkitekter (VLA) arbejder med udvikling og planlægning, arkitektur og design. En stab på 60 medarbejdere transformerer viden, indlevelse og holdninger til arkitektoniske løsninger. Blandt nyere projekter er udvidelsen af Københavns Lufthavn, Nyt Hospital Nordsjælland og bæredygtigt boligbyggeri på Krøyers Plads. VLA blev grundlagt i 1922 af arkitekt Vilhelm Lauritzen.