Ørestads nye streethal er netop åbnet ved siden af Bellakvarter. Hallen er ubemandet og uaflåst og kan benyttes døgnet rundt af alle fra lokalområdet. Man skal bare selv have bolde, hockeystave og andet udstyr med.
Indendørsfaciliteter
Hallen rummer en stor håndbold- og fodboldbane med bander, et multiområde med ribber, som kan bruges til enkelttræning og et opvarmet træningsområde til yoga, gymnastik og dans. På længere sigt kommer der også basketkurve og mulighed for floorball i hallen.
Booking af haltider
Streethallen har netop åbnet for ansøgninger om faste spilletider på hallens baner, hvor alle interesserede kan booke fast tid til fx fodbold og hockey. Book tid her.
Ny udendørs fitnesspark
Til foråret er der planer om at bygge en udendørs fitnesspark rundt om streethallen med løbesti og fitnessstationer med forskellige træningsredskaber. Fitnessstationerne anlægges på blødt faldunderlag i et bakket terræn med træer, buske og planter.