Aftaler på plads med de tre første butikker til nyt bymiljø

I 2023 åbner Bellakvarter op for et helt nyt bymiljø med butikker og caféer, og nu er aftalerne så faldet på plads med de første tre butikker. Det bliver supermarkedskæderne Føtex Food og Netto samt et apotek, som alle får en central beliggenhed lige ved Bella Center metrostation. I samme forbindelse offentliggøres flere ledige lejemål i området.

 

Planlægningen af det nye bymiljø ved den kommende Metroplads og Udstillingsplads ved Bella Center metrostation er godt på vej. Området bliver den nye indgang til Bellakvarter og Bella Center Copenhagen ved ankomst fra metro og bus, hvorfra der forventes en stor menneskestrøm fra kvarterets beboere, erhvervsfolk og besøgende.

 

Køb dagligvare og medicin lokalt i kvarteret

I fremtiden kan beboere og naboer i Bellakvarter købe grøntsager, mælk og andre dagligvare i Føtex Food og Netto samt medicin og håndkøb på det lokale apotek. Supermarkederne får hver et lejemål på 1.200 m2, mens apoteket får et lejemål på 140 m2. Sammen med de øvrige butikker og caféer kommer området ved metrostationen til at udgøre omkring 3.600 m2 byliv.

”Valget om at åbne en Føtex Food og Netto i Bellakvarter skyldes især den centrale beliggenhed i Ørestad og det store potentiale i området. Bellakvarter er et spændende blandet bykvarter med mennesker i alle aldre og med hver sine behov. Her spiller Føtex Food og Nettos forskellige koncepter og formater godt sammen og skaber en god synergi, som vi ved, at kunderne elsker,” udtaler Carsten Hadsbjerg, Head of development hos Salling Group.

 

Metropladsen Bellakvarter Ørestad

Visualisering af indgangen til det nye bymiljø med butikker og caféer set fra metroen.

 

Nye lejemål offentliggjort med attraktiv beliggenhed

Udover de tre detailbutikker offentliggør Bellakvarter nu adskillige nye butiks- og cafélejemål fra 45-327 m2. Her ønsker man at tiltrække både detail- og serviceerhverv, og vigtigst af alt at skabe det rette mix til glæde for flest mulige mennesker. Særligt ønskes en bager og en café, som begge får mulighed for udendørsservering. Dertil giver en række mindre lokaler mulighed for at åbne forskellige former for take away og andre forretninger såsom en frisørsalon, isbutik eller lignende.

 

De nye butikslejemål kommer til at ligge i stueetagerne på byggefelterne 1 og 3, der også kommer til at indeholde lejligheder.

 

Der er store planer for det kommende nye bymiljø. Inden længe starter nedrivningen af den grå hal langs Ørestads Boulevard overfor Bella Center metrostation. Herefter påbegyndes byggeriet af de nye bygninger, hvor de kommende butikker og caféer får adresse. Samtidig ændres vejforløbet, så den nye indgang til Bellakvarter bliver lige over fra metroen.

Og med etableringen af over 2.400 nye boliger og ca. 6.500 nye arbejdspladser, gæster fra Bella Center Copenhagen og AC Hotel Bella Sky samt naboer forventer Bellakvarter et stort og mangfoldigt kundegrundlag. Allerede nu benyttes Bella Center metrostation dagligt af ca. 3.800 passagerer, og tallet stiger i takt med udviklingen af særligt Bellakvarter, men også i takt med den videre udbygning af det omkringliggende område.

 

Hvis du har et spændende koncept og ønsker at etablere dig i Bellakvarter er du velkommen til at kontakte Udviklingschef hos Solstra Development, Saso Nedelkovski på tlf. 51 34 71 36 for mere information.

 

Se de nye butik- og cafélejemål

Nyheder

Flere nyheder load flere nyheder