Danmarks Basketball Forbund giver Aktivitetstaget Bella topkarakter

De sidste to weekender har der været run på Aktivitetstaget Bella – bogstaveligt talt. Dansk Basketball Forbund har nemlig afholdt 3×3 basketball turneringer på sportstaget:

 

”Det er en helt fantastisk mulighed, at vi kan spille på Aktivitetstaget Bella. Nu hvor sportshallerne er lukkede på grund af corona, er det et mål for os, at vi kan afvikle vores turneringer udendørs,” fortæller Rune Ressel Larsen, der er sportskoordinator i Danmarks Basketball Forbund.

 

FIBA 3×3 basketball turneringer

I forbindelse med at 3×3 kampe er blevet en olympisk disciplin, afholder Dansk Basketball Forbund stadig flere 3×3 turneringer:

 

”Tidligere havde vi mest 5×5 turneringer, hvor 10 spillere kæmper på to kurve. Men vi afholder flere og flere 3×3 turneringer, hvor 6 spillere kæmper på én kurv. Her kan vi have to kampe kørende på samme tid. Så der er ekstra run på,” fortæller Rune Ressel Larsen.

 

3×3 kampe er også bedre kendt som street basket og blev grundlagt af FIBA (Fédération Internationale de Basketball Amateur) i 1932, mens 5×5 kampe er det traditionelle basketballformat, som spilles i NBA (National Basketball Association).

 

Street basket på Aktivitetstaget Bella. Foto: Jeffery Hunter

 

En helt unik basketballbane

Aktivitetstaget Bella er designet af arkitektfirmaet Elverdal i tæt samarbejde med Solstra Development, der står bag byudviklingen af Bellakvarter.

 

”Det har været vigtigt for os at skabe en full size basketballbane, som lever op de internationale mål og regler ifølge FIBA, så den kan benyttes optimalt. I arbejdet med aktivitetstaget har vi derfor haft en tæt dialog med Danmarks Idrætsforbund og det danske basketballmiljø, så vi kunne skabe det bedst mulige resultat,” fortæller Søren Raae Teisen, der er udviklingsdirektør i Solstra Development.

 

Og resultatet er ifølge Rune Ressel Larsen helt i top: ”Det er fantastisk, at København har fået en full size udendørs basketballbane. Banen får virkelig meget ros af vores spillere. Den er helt perfekt hvad angår dimensioner, mål, underlag og opstregninger, og samtidig er den afsondret fra terrænet og er alligevel tæt på det hele. Det er helt unikt. Især i de her coronatider, hvor man kan spærre af, hvis forsamlingsloftet bliver et problem. Vi håber at se flere af den slags baner i fremtiden,” fortæller Rune Ressel Larsen.

 

Aktivitetstaget Bella set fra oven. Foto: Filip Hucko

 

Stigende interesse for street basket

Ind til videre har street basket turneringerne været afholdt forskellige steder i landet de seneste to weekender, heriblandt i Bellakvarter, med i alt 200 hold den første weekend og 270 hold den anden weekend.

 

”Vi kan se, at lysten og interessen for turneringerne stiger. Det er jo fedt at se, at så mange spillere møder op og kæmper. Og vi glæder os til endnu flere turneringer under åben himmel,” slutter Rune Ressel Larsen.

 

Se de kommende turneringer her

Nyheder

Flere nyheder load flere nyheder