I 2023 åbner en ny lokal kaffebar i Bellakvarter ved navn Bellas Coffee Lab. Kaffebaren bliver drevet af iværksætterparret Baki og Belinay Dölek, som i forvejen driver en takeaway-kaffebar i Byparken lidt syd for Bellakvarter. Takeaway-kaffebaren er udformet som en stor kaffekop og kaldes i folkemunde Kaffekoppen – den bliver nu omdøbt til Bellas Coffee Cup og får næste år følgeskab af den meget større Bellas Coffee Lab i bymiljøet i Bellakvarter.
”De lokale tog godt imod os, da vi åbnede Kaffekoppen, men flere har efterlyst at kunne sidde ned og nyde kaffen, og derfor er vi glade for, at vi snart kan åbne Bellas Coffee Lab med 10-12 siddepladser og mikroristeri med de 34 kvalitetsbønner, vi tilbyder.
Vi har fokus på lokale kunder, og vi vil åbne tidligt om morgenen for at betjene dem, som gerne vil have en god kop kaffe med i farten, inden de hopper på metroen eller tager på arbejde i kvarteret,” fortæller Belinay Dölek.
I Bellas Coffee Lab bliver der samtidig bedre plads til den netbutik, som parret driver med blandt andet kaffebønner – desuden kommer der et udvalg af croissanter og andre snacks, og Belinay Dölek forventer at ansætte mindst én fuldtidsmedarbejder og nogle studerende.
Hun og ægtemanden er også privat flyttet til Ørestad. Oprindeligt boede parret i Odense, og hér begyndte deres karriere som kaffeiværksættere.
”Vi har altid været fascineret af kaffe, og da min mand er uddannet teknisk tegner og multimediedesigner, gik han i gang med at designe en bod udformet som en stor kaffekop og vi fik den specialfremstillet. Den blev hurtigt populær i Odense, og i 2019 blev vi inviteret til at stille Kaffekoppen op ved det københavnske karneval,” beretter Belinay Dölek.
Det endte med, at Kaffekoppen permanent kom til hovedstaden, nærmere bestemt i Byparken i Ørestad, og planen er at køre Bellas Coffee Cup videre sideløbende med Bellas Coffee Lab i Bellakvarter.