Bellakvarter får nyt, markant erhvervsområde – Bella Business

Bellakvarter får nyt erhvervsområde i forlængelse af de eksisterende boligområder Bellarækkerne og Karrékvarteret. Inden for få år vil kvarteret være fuldt udbygget med boligkarréer, spændende byrum, grønne parker og et nyt, internationalt erhvervsområde.

 

Den nordlige ende af Bellakvarter er øremærket til et nyt internationalt orienteret erhvervsområde med Bella Center Copenhagen som det dynamiske magnetfelt, der tiltrækker folk fra nær og fjern. På den måde bliver Bella Center Copenhagen drivkraften for det pulserende liv i både boligkvartererne og det kommende Bella Business, som er 130.000 m² planlagt til kontor og erhverv i områdets nordlige ende. Det nye erhvervsområde får, meget oplagt, det prisvindende designhotel AC Hotel Bella Sky til nabo, hvor virksomheder både kan indlogere deres internationale forretningsforbindelser og invitere på en himmelsk middag.

 

Visualisering af kvartersplads i det nye Bella Business.

 

Et enestående internationalt bymiljø

Bellakvarter kommer til at bestå af boligområderne de sydlige Bellarækker og Karrékvarteret samt erhvervsområdet Bella Business i nord, flankeret af Vejlands Allé. Hele byudviklingsprojektet er inspireret af bl.a. Humleby, Københavns Kartoffelrækker og de mangfoldige brokvarterer med byrum og parker, der kendetegner det københavnske bymiljø, når det er allerbedst. Visionen med Bellakvarter og Bella Business handler om at skabe et internationalt og livligt blandet bolig- og erhvervsområde med rækkehuse, lejligheder, butikker, caféer, kontorer og daginstitutioner, hvor folk har deres dagligdag, lever livet, går på arbejde og kommer på besøg fra hele verden. I masterplanen for den nye bydel har Bella Center Copenhagen fået tildelt hovedrollen i skabelsen af et højt profileret, unikt internationalt bymiljø.

 

Visualisering af café på hovedstrøget i det kommende erhvervsområde.

 

Tegnestuen COBEs grundlægger, Dan Stubbergaard, der sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, står bag masterplanen for Bellakvarter fortæller:

”Det superspændende her er, at man laver en levende by rundt om et konferencested. Ser man i et internationalt perspektiv, er det faktisk en ret unik udviklingsstrategi for en konferencedestination. Men vi tror på, at folk vil have noget andet og mere end at sidde i en konferencebygning, og vi tror på, at der kan være en synergi mellem besøgende, beboere og forretningsdrivende”.

 

Tegnestuen COBEs grundlægger, Dan Stubbergaard, står sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, bag masterplanen for Bellakvarter.

 

I det internationale og nyskabende Bellakvarter er materialevalget kompromisløst, og grønne og bæredygtige løsninger går op i en højere enhed med verdensklasse dansk design. Der er tænkt over alt fra beplantning til højde og vinkler på bygningerne, så lyset udnyttes optimalt og lysindfaldet bliver noget helt specielt. På Bellakvarterets dørtrin mod nord breder naturen sig så langt øjet rækker i form af det fredede Amager Fælled. Mod sydvest ligger Kalvebod Fælled, og tilsammen har de to naturområder et areal, der er større end Dyrehaven nord for København.

 

Erhvervsrådgiverfirmaet Newsec Advisory vandt udbuddet og er blevet betroet opgaven at finde lejere til alle erhvervslejemål i Bella Business.

“Vi føler en god blanding af stolthed og ydmyghed over, at vi er blevet valgt til opgaven, som vi har kastet os over med stor entusiasme. Personligt glæder jeg mig meget til både at følge og præge udviklingen af så ekstraordinært et byudviklingsprojekt, som det her er”, udtaler Henrik Lyngskjold, seniorpartner og administrerende direktør hos Newsec Advisory. Newsec har stor erfaring med byudviklingsprojekter, hvor eksemplerne Carlsberg Byen og Scanport kan nævnes.

 

Læs mere om Bella Business

Nyheder

Flere nyheder load flere nyheder