Nybyggede og skræddersyede lokaler i hovedstadens nye erhvervskvarter optimerer mulighederne for at udnytte den allernyeste teknologi til at skabe inspirerende og effektive arbejdspladser med optimalt arbejdsklima, høj bæredygtighed og minimalt energiforbrug.
Flere nye kontorprojekter er på vej i Bellakvarter, Københavns nye bydel, som allerede har masser af arbejdspladser og boliger, centreret omkring Bella Center Copenhagen og bydelens egen metrostation.
”Vi forventer at gå i gang med flere kontorbyggerier af såvel flerbrugerhuse som domiciler. Da byggerierne ikke er sat i gang endnu, er der gode muligheder for at få ejendommene og lejemålene skræddersyet efter virksomhedens ønsker og behov. Samtidig er det muligt at indarbejde de allernyeste teknologiske løsninger på markedet,” siger Saso Nedelkovski, udviklingschef i Solstra Development.
Selskabet står for at udvikle Bellakvarter, som fuldt udbygget får omkring 6.000 indbyggere og 7.000 arbejdspladser. Allerede nu har kvarteret cirka 3.200 indbyggere, mens 800 personer arbejder her – fx på det karakteristiske AC Hotel Bella Sky samt i Bella Center Copenhagen og det tilknyttede kontorkompleks, International House. Om et års tid åbner de første butikker og nye caféer i Bellakvarter.
Efter planen får kontorejendommene platincertifikat – det højest opnåelige – fra DGNB, som er den mest udbredte standard for bæredygtige bygninger herhjemme. Dermed er der lagt et ambitiøst niveau for ejendommene, og det åbner for en vifte af teknologiske muligheder.
Digitalt lag på bygninger
Interesseorganisationen PropTech Denmark arbejder for at udbrede teknologiske løsninger i den danske ejendomsbranche, og netværksdirektør Jakob Stoumann peger på, at der de seneste år er udviklet adskillige nye løsninger til gavn for brugerne af ejendommene.
”Rent teknologisk kan en ejendom nærmest få et ekstra digitalt lag, og det er naturligvis nemmere at etablere, mens bygningen bliver opført, i forhold til bagefter når den står færdigbygget. I øjeblikket har mange virksomheder fokus på, om digitale løsninger kan understøtte nye og dynamiske samarbejdsprocesser og de arbejdsformer, som er opstået efter coronanedlukningerne med udbredt hjemmearbejde,” fortæller Jakob Stoumann.
Konkret handler det fx om at kunne ”bestille” en optimal arbejdsplads hjemmefra, inden medarbejderen tager hen til virksomheden.
”Har man behov for at sidde i en stillezone? Eller vil man hellere sidde i en aktivzone? Det skal man let kunne booke hjemmefra ved hjælp af digitale løsninger, der holder styr på bestillinger og pladsønsker fra de ansatte. Det skal også være let at benytte ekstra servicetilbud, fx at booke parkeringsplads til en almindelig bil eller opladningsplads til en elbil – eller at reservere virksomhedens delebil,” opremser Jakob Stoumann fra PropTech Denmark, som har omkring 160 medlemsvirksomheder, der enten ejer og driver ejendomme eller udvikler property technology, også kaldet proptech eller teknologi til ejendomme.
Fleksible rammer
Netværksdirektøren vurderer, at en del virksomheder formentlig vil få mere hjemmearbejde, som har vist sig populært blandt nogle ansatte. Og det udløser ikke nødvendigvis lavere arealforbrug, at færre ansatte møder frem på kontoret hver dag:
”I stedet vil virksomheder med udsigt til flere hjemmearbejdsdage måske lægge vægt for at få flere forskellige faciliteter og mere fleksible rammer for den fysiske arbejdsplads. Overordnet kan indretningen være med til at sikre nye måder at arbejde på, fx så et team samles fysisk om et projekt hver onsdag og så har ét stort lokale til rådighed. Det kan være, at virksomhederne foretrækker at have flere møde- og projektlokaler end før,” ræsonnerer Jakob Stoumann.
Hans pointe er, at de nyeste teknologiske løsninger kan understøtte nye, mere effektive og mere behagelige måder at arbejde på. Samtidig gør teknologien det muligt at minimere energiforbrug og smittefare – og at optimere indeklimaet. Og det er lettest at indarbejde de mest moderne løsninger i byggerier, som endnu ikke er sat i gang.
”Bevægelsessensorer og andre tiltag gør, at automatiske løsninger kan erstatte manuel betjening af knapper og håndtag, så smitterisiciene begrænses – det gælder fx vandhaner, toiletter, døre og lyskontakter. Desuden kan sensorer og andre løsninger optimere ventilation, lys, køling og varme, så indeklimaet giver bedre arbejdsmiljø og resulterer i færre sygedage.”
En placering i Bellakvarter giver samtidig virksomheder enestående muligheder for at samle mange mennesker på ét sted, fordi Bella Center Copenhagen og den nybyggede Bella Arena ligger midt i bydelen med et væld af møderum og sale i alle størrelser.
Bellakvarter er hovedstadens og Ørestads nye bydel, centreret omkring Bella Center Copenhagen, landets største kongres- og konferencecenter med egen metrostation.
Fuldt udbygget får Bellakvarter 6.000 indbyggere i 2.400 blandede boliger samt omkring 7.000 arbejdspladser blandt andet i nyopførte kontorbygninger samt kommende butikker og caféer ved Bella Center metrostation. I januar 2022 har Bellakvarter 1.400 færdige boliger og cirka 800 arbejdspladser fordelt på Bella Center Copenhagen, kontorfællesskabet International House og AC Hotel Bella Sky.
Bellakvarter er ejet af AkademikerPension og Sampension og udvikles af Solstra Development.