2019 i Bellakvarter

Endnu et begivenhedsrigt år i Bellakvarter er forbi. Traditionen tro gør vi status på, hvad der er sket i det nye københavnerkvarter i løbet af 2019, hvor nye beboere er flyttet ind, boliger og faciliteter er kommet til og spændende aktiviteter har fundet sted.

 

Nye beboere og boliger

I 2019 har vi budt velkommen til nye beboere i Skyttehusene III, Skyttehusene IV og Organistens Hus, da boligerne stod klar til indflytning i starten af året. Samlet set har Bellakvarter nu omkring 1.600 beboere.

Hvis du har gået en tur i kvarteret for nylig, har du måske opdaget, at vi bygger flere steder. Den næste indflytningsklare boligkarrére er Nadinehus med indflytning allerede i april og maj 2020. På nabogrunden til Nadinehus på C. F. Møllers Allé bygger vi en anden boligkarré og ved metroen skyder en tredje boligkarré med et højhus på 13. etager op, som vi glæder os til at fortælle mere om i løbet af 2020. Få et overblik over kvarteret på vores interaktive kort.

 

Bellakvarter fra oven

Luftfoto fra december 2019 over det næsten færdigbyggede Nadinehus og en kommende boligkarré til venstre. I bunden til venstre ses det kommende aktivitetstag med sit grønne tag og til højre ses P-hus 2.

 

Se de ledige boliger i Bellakvarter her.

 

Grønne tiltag og flere parkeringsmuligheder

I foråret 2019 åbnede Bellakvarters miljøstation i stueetagen i P-hus 1. Status siden åbningen er, at der er blevet taget godt imod både storskraldsrum og byttecentral, som tager imod alt det, centralsugsanlægget i gårdmiljøerne i boligkarréerne ikke kan håndtere. Derudover åbnede det nye parkeringshus, P-hus 2 i den sydlige del af Bellakvarter. P-huset er nummer to ud af i alt fire parkeringshuse, der opføres i Bellakvarter.

Og så fik Bellakvarter sin egen vindmølle, der står i Avedøre Holme og forsyner kvarterets boliger og erhverv med grøn energi.

 

P-hus 1

P-hus 1 rummer 445 parkeringspladser, 4 MC-pladser og nu også en miljøstation. P-huset blev desuden flere gange i 2019 brugt som catwalk og kulisse til fotoshoots.

 

Styrkelse af erhvervslivet i kvarteret

Erhvervet i Bellakvarter, Bella Business, fik også et godt skub i 2019, hvor flere byggeprojekter er i gang. I første omgang har det betydet en udvidelse af Bella Center Copenhagen, hvor et nyt logistikcenter nu står klar til brug. Næste skridt er at anlægge et aktivitetstag på toppen, som kan tages i brug af alle fra sommeren 2020. I december kom de første store elementer til en ny kongreshal i forlængelse af Bella Center Copenhagens hovedindgang desuden op.

2019 blev også året, hvor vi endelig kunne løfte sløret for, at Bellakvarter får et levende bymiljø med butikker og caféer – lige ved Bella Center st. Og så fik kvarteret godkendt en ny lokalplan, der gør det muligt at opføre nyt erhvervsbyggeri, hvori der både er mulighed for virksomhedsdomiciler og kontorlejemål.

 

Flere nye aktiviteter så dagens lys

Igen i år har der været gang i aktiviteterne i og omkring Bellakvarter. I Bella Center Copenhagen kunne du blandt andet opleve LEGO World, loppemarkeder, CIFF, Designer Forum, Bogforum og Movie Nights. Der var også rig mulighed for at bevæge sig med funktionel træning, løbetræning, gåhold og byvandring samt dyrke sine egne grøntsager og urter i Bella Byhave, som i sommers fik sin egen forening. Og så sluttede året med hyggeligt juleunivers hos blomsterbutikken Estilo Blomsterdesign.

 

CIFF 2019 Bellakvarter

Modemessen CIFF & CIFF YOUTH SS20 i Bellakvarter, august 2019. Copyright: Gio Staiano.

 

Er du interesseret i nye arrangementer i Bellakvarter i 2020, så hold dig opdateret om kommende arrangementer her på siden, hvor du allerede nu kan finde et fem-ugers forløb med funktionel træning, LEGO World og loppemarked.

Vi ser frem til et spændende 2020 i Bellakvarter.

Nyheder

Flere nyheder load flere nyheder