2020 i Bellakvarter

2020 har været et år med stor udvikling i Bellakvarter. Trods corona er byudviklingen fortsat i højt tempo. Mange nye byggerier har set dagens lys og flere nye beboere er flyttet ind. Samtidig har året budt på nye sports- og legefaciliteter i området, ligesom anlægsarbejdet til en ny park er påbegyndt. Læs med, når vi ser tilbage på året, der gik i Bellakvarter.

 

Flere nye boliger i Bellakvarter

I april og maj stod Nadinehus klar i Bellakvarter med 141 boliger. Det betød, at der flyttede godt 300 nye beboere ind i kvarteret, så det samlede antal beboere i bydelen er oppe på godt 1.700 beboere.

I foråret gik byggeriet til endnu to nye boligkarréer – Gads Hus og Trierhus – samt Bellakvarters højeste boligtårn i gang, ligesom byggeriet af Gertrudehus og Emmahus er fortsat fra 2019 ind i 2020. Gertrudehus og Emmahus rummer tilsammen 320 nye boliger, som står klar til indflytning i februar og marts 2021. Vi er i fuld gang med at leje boligerne ud, og det går hurtigt, så det er med at holde sig til, hvis man vil gøre en af dem til sit hjem.

 

Til venstre ses tårnet på Gertrudehus, mens billedet til højre viser gårdrummet i Nadinehus.

 

Åbning af Aktivitetstaget Bella

I juni åbnede Aktivitetstaget Bella midt i Bellakvarter. På en solrig sommerdag mødte både børnefamilier, basketballspillere og andre interesserede op for at tjekke kvarterets nye idræts- og legefaciliteter ud.

På det syv meter høje tag kan man blandt andet spille basketball, hockey, fodbold, hoppe på små trampoliner, træne ved de forskellige træningsstationer og løbe rundt på den 100 meter lange løbebane.

 

 

I bunden af aktivitetstaget er der kommet en hyggelig legepark med klatreredskaber, legehuse, sandkasse, karrusel med klatrenet og meget andet til børn. De to niveauer er forbundet via to trapper, en elevator og en 16 meter lang rutsjebane ned fra taget.

Aktivitetstaget er desuden fleksibelt og kan let omdannes til et sted for Bella Centers internationale modeshows eller til filmfremvisninger under åben himmel  for de lokale i Bellakvarter.

 

Ny park til Bellakvarter

I september startede anlægsarbejdet til Sydhaven, som kommer til at ligge i trekantsområdet mellem aktivitetstaget, Bella Center Copenhagen og P-hus 2. Sydhaven bliver forbundet med Aktivitetstaget Bella, som har en bagtrappe, der fører direkte ned til det kommende byrum. Her kan områdets beboere, besøgende og erhvervsfolk tage en pause, dyrke yoga, løbe på rulleskøjter eller grille. Samtidig bliver haven også nyt hjem for Bella Byhave. Området kommer til at indgå som et led i den grønne ring med træer, som kommer til at gå igennem Bellakvarter.

 

Bella Byhave på sin nuværende placering i Nordgården ved Bella Center busholdeplads. Pladsen skal sammen med den gamle hal klargøres til byggeri.

 

Nyt bymiljø i Bellakvarter

2020 var også året, hvor vi kunne løfte sløret for, at Bellakvarter om få år åbner op for et helt nyt bymiljø med butikker og caféer. Aftalerne med de første tre butikker er allerede på plads. Det bliver supermarkedskæderne Føtex Food og Netto samt et apotek, som alle får en central beliggenhed lige ved Bella Center metrostation. Samtidig får området et nyt, multifunktionelt beboer- og kulturhus med værksteder, selskabslokaler, café og en ny stor multisal, som blandt andet kan bruges til fællesspisning, generalforsamlinger og diverse sportsaktiviteter.

 

Visualisering af Udstillingspladsen, som caféen i beboer- og kulturhuset kommer til at vende ud imod.

 

Ny kongreshal til Bella Center Copenhagen

Byggeriet af Bella Centers nye kongreshal er også fortsat ind i 2020 og forventes færdig i foråret 2021. Kongreshallen bygges i forlængelse af Bella Centers hovedindgang og kommer til at rumme 14.000 m2 kombineret kongreshal og fleksible områder. Hallen får plads til 7.000 siddende gæster, hvilket sikrer, at København kan spille mod de helt store i den globale konkurrence om de attraktive videnskongresser.

 

Visualisering af Bella Centers nye kongreshal.

 

Ladestandere til elbiler i Bellakvarters P-huse

Endelig kunne vi i december løfte sløret for, at Bellakvarter har indgået aftale med Spiiri og AURA om installation og service af ti ladestandere til elbiler i kvarteret. Det sker for at imødekomme den stigende efterspørgsel for opladning af elbiler fra beboere og erhvervsfolk, der i dag benytter parkeringshusene, og som et led i de grønne ambitioner i vores bæredygtighedscertificerede kvarter. De ti ladestandere er fordelt, så der etableres fire ladestandere i P-hus 1 og seks ladestandere i P-hus 2. Du kan læse mere om beboerparkering her.

 

Du kan  løbende følge med i byudviklingen af Bellakvarter gennem billeder på Instagram.

Vi glæder os til endnu mere byudvikling i 2021!

Nyheder

Flere nyheder load flere nyheder